
“Jeg ville ønske min mor havde været som dig, da jeg var barn”
“Du gør det fantastisk”
Først og fremmest vil jeg endnu engang sige kæmpe tak! Tak fordi I altid roser mig for at være en rigtig god mor for – begge – mine børn. Det varmer voldsomt meget. Især fordi det ikke altid er den følelse, der bor inde i mig.
Jeg havde egentlig besluttet at dette emne ikke skulle tages op nu, men gemmes til min bog, men da den hverken er halvt eller helt færdig, føler jeg alligevel for at lukke op for det nu.
Jeg hører ret ofte ros for at være en god mor og bevares, det er jeg da også, bare ikke hele tiden. Jeg er også en ked af det mor. En vred mor. En magtesløs mor og en urimelig mor. Min rygsæk er tung og jeg sender ofte for mange kilo videre til mine børn. Både bevidst og ubevidst.
Jeg har ikke altid let ved at holde hovedet helt koldt og farer derfor ind imellem op af æsken som en ond trold.
Jeg er vokset op sammen med en mor, der ikke altid var nem at bo sammen med. Langt fra faktisk.
Uden at jeg i dette skriv vil gå særlig dybt ind i den del, kan jeg godt fortælle at jeg ofte fik meget skæld ud. Både berettiget men især meget uberettiget. Alting var min skyld. Alt, jeg gjorde, var forkert.
Lod jeg min tallerken stå på bordet, var det forkert.
Kom den i håndvasken var det forkert.
Satte jeg den i opvaskemaskinen var det også forkert, for så skulle den stå anderledes, osv.
Det var aldrig helt godt nok.
Lidt som at sige: jeg har solgt for 200 kr. idag! Og så få et svar: Hvorfor solgte du ikke for 250?
Altid bagud på point.
Derfor bruger jeg oceaner af kræfter på at overbevise mig selv om at jeg virkelig gør tingene godt nok. For 4-5 år siden sagde jeg “gør tingene perfekt” men med en kombination af en fantastisk psykolog der hjalp mig med at sænke forventningerne til mig selv og som brugte mange timer på at forklare mig at mine børn ikke havde samme oplevelser som mig, begynder jeg at tro på det er godt nok.
Det er ikke altid, jeg lykkes som jeg gerne vil, men jeg er ALDRIG bleg for at sige undskyld, hvis jeg har været urimelig.
I stedet bruger jeg tid på at forklare mine børn om følelser og italesætter at det er okay både at være ked af det og vred, når bare vi husker at tale om det.
Jeg ville ønske at mit til tider manglende overskud eller store temperament aldrig gik udover dem jeg elsker mest, men jeg er også kun et menneske ❤️