{Når du mindst venter det…}

Jeg har været presset den seneste tid.
Både fysisk og psykisk.
Det er jeg ofte, men alligevel føles det ekstra hårdt for tiden.
Men der har også været meget.

Udover alt det omkring Felix har min højt elskede far for nylig været igennem en hjerteoperation, samme operation kostede ham nær livet for 10 år siden, så det var med knude i maven denne gang, men alt gik heldigvis godt!
Min kære gamle morfar på 89 styrtede på Randers stadion i fredags og brækkede hoften, så ham har jeg besøgt på sygehuset og hjulpet med at få flyttet fra sit hjem til plejehjem inden han i dag blev udskrevet.

Samtidig har jeg måtte sluge at den aflastningsfamilie, vi har fundet til Felix først kan komme på det kursus der kræves for at være aflastningsfamilie i maj måned næste år, så min verden har væltet et par gange de seneste par uger… (heldigvis har vi fået en handlekraftig sagsbehandler der midlertidigt har bevilget nogle timer hver anden uge, så vi kan prøve det af imens vi venter)

Bastian fylder 5 år i morgen og jeg har bare slet ikke haft overskud til at arrangere noget, så den evige dårlige samvittighed over at føle man ikke slår til nogle steder hænger som en tyk sky.

I aften var vi inviteret af SMILfonden
til oplæg med Lea Lykkegaard der netop fortalte om søskende til syge børn.
Hun talte lige ind i mit hjerte og satte ord på præcis de følelser, der bor i mig.
Det gjorde ondt – men det gjorde også godt.
For selvom jeg inderst inde godt ved, jeg gør det så godt jeg kan, så satte hun ord på det, så mit hjerte og hjerne følte og forstod.
Hun kom med nogle ideer og redskaber, som jeg helt sikkert vil prøve af, små ting der måske kan hjælpe både mig og ikke mindst Bastian til at skabe de små magiske øjeblikke.

Vi kom hjem 20.30 og jeg opdagede til min skræk at jeg (igen) havde glemt alt om at der ikke var hverken rugbrød, pålæg eller handlet ind til at Bastian kunne dele noget ud i børnehaven i morgen, så længe leve Bilka der har åbent til 24!
Afsted med mig, der besluttede at trække vejret dybt og handle i fred og ro – uden stress og jag.
Jeg fik fundet alt det på listen og betalt. På vej ud går jeg i mine egne tanker, tanker om det hele. Tanker om at det nok skal gå. Det skal gå. Det gør det jo altid.
Men midt i mine tanker på en næsten mennesketom parkeringsplads kommer en dame imod mig. Hun spørger undskyldende om ikke det er mig, der er mor til Felix og Bastian og det vedkender jeg mig trods alt stadig. “Et øjeblik” siger hun og vender om og går mod den nærmeste og næsten eneste parkerede bil udover min egen. Her åbner hun døren og tager nu en kæmpe buket blomster ud. Hun kommer mod mig og siger, at den er til mig. Hun havde set mig inde i Bilka og besluttet at den skulle jeg altså have, så hun stod pænt og ventede på mig ude i regnen. Jeg blev så rørt, det samme gjorde hun og jeg krammede hende og sagde tusind tak.

Jeg bliver altid glad og rørt, når folk stopper op og hilser, giver et skulderklap eller en sød kommentar. Det er meget overvældende for mig, og I skal vide det varmer langt ind i knoglerne.
Det rører mig dybt at jeg kan røre jer så dybt.
Jeg føler jo ikke, at jeg gør noget særligt, jeg er jo bare mig og skriver hvad jeg tænker eller føler.

Så selvom jeg har sagt det mange gange før, så vil jeg alligevel endnu engang sige TAK.

Tak fordi I følger med i vores hvirvelvind af et liv.

Taknemmelighed er hjertets hukommelse ❤️

2 Replies to “{Når du mindst venter det…}”

  1. Hvor er det godt at læse dine informationer, men der er også smerte i den. Jeg følger med hver dag og jeg beder for Felix, også Bastian og at du må få styrke hver dag. Jeg kan blot give jer opmuntring og den bedste medicin Guds omsorg midt i al det svære, for jeg har en stærk tro på, at han samtidig med lægernes indsats vil helbrede Felix.

  2. Smukt af damen i bilka❤ og hurra for at du endnu engang reddede situationen ifht fødselsdagen . Du er SÅ fantastisk, de drenge er landet i en heldig hule. Håber de barnepige timer bli’r godt for jer, og de vil knus elske Felix , som vi knus elsker vores aflastning barn . ❤❤ tillykke med Bastian og rigtig god dag til jer . Knus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *