Når noget føles rigtigt

Det her er til dato, det mest sårbare skriv, der er rullet ud fra mig.

Faktisk var det et emne, jeg havde tænkt skulle gemmes til den bog, jeg er ved at skrive på, men jeg er så overvældet af de mange fantastiske kommentarer, der er sendte afsted efter mig de seneste dage, at det føles helt rigtigt at tage hul på det nu.

I er så mange, der roser mig for at være en god mor. Det første der sker inde i mig er et sæt parader der flyver op, det sker på et splitsekund. Jeg når at tænke “det skal du sige”, “det er bare for at skrive noget” eller “ej jeg må hellere også lægge noget op med hvor ofte jeg er sur, træt eller ked af det, for nu ser det ud som om at alt er rosenrødt”.

Derefter læser jeg kommentarerne igen og tænker: “det var sødt sagt”, “ej det var da dejligt at få at vide” eller “hvor er de bare søde derude”.

Når jeg læser dem tredje gang, så er skuldrene kommet ned, jeg har fået luft i lungerne, åbnet hjertet og begynder at tro på, der faktisk er nogen der mener, jeg er en god mor. Jeg er god nok.

Måske du sidder med rynket pande eller åben mund lige nu og tænker hvad snakker hun om?

Men jeg snakker præcis om, at jeg aldrig har troet nok på mig selv. Jeg har aldrig følt mig rigtig. Jeg har altid kritiseret mig selv voldsomt. Sat urimelige høje krav, både til folk omkring mig, men endnu mere til mig selv. Jeg tror, især Dennis kan skrive under på, at jeg absolut ikke er nem at bo sammen med.

Men jeg er også vokset op sammen med et menneske, der altid fandt de negative ting. Der altid kritiserede mig, det jeg gjorde var aldrig godt nok. Hvis jeg fik 10 til eksamen lød spørgsmålet: men hvorfor fik du ikke 11?

Jeg var aldrig nok.

Jo, udadtil.

Udadtil var jeg en stjerne, en frontfigur der kunne vises frem. En perfekt pige.

Men indeni var jeg ødelagt. Jeg følte mig uelsket. I vejen.

Jeg fik for alvor øjnene op for det, da jeg blev teenager. Jeg begyndte så småt at fortælle mig selv, at jeg var bedre end det. Jeg havde en fremtid. Så jeg flyttede.

Jeg flyttede op til min far og hans kone.

Min første beslutning. Min.

Her fik jeg to fantastiske, men hårde år. Hårde fordi, her følte jeg kærlighed på en helt anden måde. Oprigtig. Her havde jeg en mening. En plads. En familie.

Her skulle jeg pludselig forholde mig til at være mig, fik lov at føle, hvordan det føltes at blive elsket for den, jeg var, ikke for den, jeg burde være.

Det blev startskuddet til mit voksenliv. Et liv på egne ben. Jeg flyttede hjemmefra som 18 årig. Nu alene. Men aldrig længere end et opkald væk. Jeg havde svært ved at finde min plads nogen steder. Svært ved at knytte bånd. Bange for at blive såret.

Det varede ved i nogle år, en del år faktisk. Men jeg blev ældre, fik smag på livet. Lyst til livet.

Så mødte jeg Dennis, men den fortælling får I en anden gang ❤️

Livet er en mulighed, brug den.

Livet er en udfordring, mød den.

Livet er en drøm, realiser den.

Livet er en leg, leg den.

3 Replies to “Når noget føles rigtigt”

  1. Åhhhh du ER virkelig fantastisk!!!!! Kunne jeg ville jeg give dig det STØRSTE varme kram – det må blive virtuelt i stedet Tak for dig

  2. Hej Sabine, din historie fik mig til at tænke på enneagrammet..som er en teori, der inddeler folk i 9 forskellige personlighedstyper. Vores forhold til os selv, vores reaktioner i forhold til andre, hvad vi er bange for og hvor svært det er at slippe kontrollen… Vi kan alle finde os selv i en af disse typer. Det har givet mig en utrolig glæde at finde min egen type, og har virkelig hjulpet mig især i min omgang med andre. Hvis du får lyst, prøv at læse profil type 1 😉 Og så syntes jeg forresten at du er en fantastisk mor, under meget svære forhold som et barns kroniske sygdom er…jeg hepper på dig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *