En knækket 4-årig storebror

Jeg bliver indimellem spurgt om, hvad det hårdeste i mit liv er.

Det har jeg tænkt en del over og mit svar har ikke altid været det samme, for jeg er ofte i perioder hvor det ene eller det andet fylder meget, men igår blev jeg for alvor ramt og ved nu, at jeg har fundet svaret.

Det allerhårdeste er uden sammenligning at se hvor meget vores livsvilkår påvirker Bastian, især jo større og mere bevidst, han bliver.

Han var 1 år og 9 måneder, da Felix blev født, nu er han snart 5 år, så han kan ikke huske det har været anderledes, men hans følelser og tanker har været i spil lige så længe, som han har følt og tænkt dem.

Alle med småbørn får tudet ørene fulde med hvor vigtige de første år er, hvor vigtig forudsigelighed, kærlighed og stabilitet er – kærlighed mangler Bastian på ingen måde, men forudsigelighed og stabilitet er ikke lige øverst på listen.

Vi gør alt hvad vi kan for begge vores børn, men når ens pureste guld efter to år i børnehaven stadig bryder grædende sammen ved aflevering om morgenen og er overbevist om jeg aldrig kommer hjem igen, så trækker det tænder ud.

Vi har et fantastisk samarbejde med hans børnehave, så vi forsøger jo virkelig fra alle sider at være støttende og hjælpe ham gennem de hårde dage, men når han ligefrem bryder sammen og har en følelse inde i sin lille krop af at han har set mig for sidste gang og jeg aldrig kommer hjem igen, som han grædende udtrykte det i børnehaven igår, så bliver mor hjertet altså rykket i stykker for alvor 😢

Det er halvandet år siden, jeg startede vores kamp for hjælp til Bastian…

En lille, uskyldig storebror, fanget i et voksen helvede med evige kampe som ingen børn burde opleve. En hverdag fyldt af frygt og uforudsigelighed, en hverdag ingen kan tage fra ham, men hvor der kunne have været sat ind med professionel hjælp fra starten for at få ham helskindet igennem.

Jeg har råbt, skreget, bedt egen læge om hjælp, bedt børnehaven om hjælp, bedt sygehuset om hjælp, bedt PPR om hjælp, bedt diverse sorg-tilbud om hjælp, sågar bedt om at få lavet underretninger på vores egen familie for at få kommunen til at forstå, hvor presset vi er og hvor hårdt det er at være Bastian.

For 14 dage siden lykkedes det så at få kommunen til at bevilge et terapiforløb til Bastian, 17 måneder tog det!

Nu er bevillingen lavet og jeg ringede derfor til den afdeling af kommunen der står for terapien…

Ingen ledige pladser og op til 9 måneders ventetid – bum! 💔

Det er simpelthen urimeligt og jeg er så ked af det, men vi må hænge i, ikke mindst for vores børns skyld, selvom det virker uoverskueligt…

For to år siden skrev jeg disse ord til Felix, idag vil jeg give Bastian de samme ord:

“Bliver det en dag for tungt, så husk min skulder er her altid til at græde ved, men vægten er din alene”

Hvor ville jeg ønske at jeg kunne tage alt det hårde væk fra begge mine børn!

Bastian og jeg har idag holdt en super fridag sammen, men det lader desværre langt fra batterierne op.

Når bare man gør sit bedste, kan man ikke gøre mere…

6 Replies to “En knækket 4-årig storebror”

  1. Kære Sabina, familie. Det er utroligt alt det /I går igennem, og din beretning om Bastians del i børnehaven sendte mine tanker til dengang vores søn skulle i børnehave. Jeg tog ham med i børnehave, men var så usikker at jeg blev hos ham i en halv time. Sådan var i 2 uger, men så var der een af pædagogerne, som vores fik tillid til og så blev han en glad dreng.

  2. Jeg ved godt det nok ikke er det svar du mest ønsker men kunne i evt have mulighed for at betale psykologhjælp eller andet til ham af egen lomme så han kan få hjælp før der gået endnu op til 9 mdr.

    Jeg mener intet negativt i det her synes i klare det super godt alle sammen

    Ved godt at der burde findes tilbud i sådan en situation i står i og tilbudet burde også have fundet frem til jer langt tidligere men tænker bare at ventetiden og erfaringerne for ham bliver jo ikke mindre jo ældre han bliver om mere han oplever

    Jeg ved 100 % hvordan det er at være syg i systemet og må kæmpe for alt men jeg har måtte indse at hvis man vil have hjælp hurtigt og ordenligt så må det komme fra en selv (også selvom det er at vende hver en 25 øre)

    Håber det bedste for jer alle og at i snart må få noget mere medvind jeres vej

  3. Syntes i klare det så flot, for 43 år siden, var min datter indlagt fra hun var 5 md. Og siden var det min søn tur føler med jer, selv om jeg kun skriver meget sjælden til jer, sender jeg et varmt❤️Til jer❤️

  4. Utroligt at alt i Danmark skal tage så lang tid, især når det gælder børn. Jeg bor i Schweiz, og selv om jeg tit skærer tænder over vores utrolige dyre sygesikringer, er jeg faktisk taknemmelig, her kender vi ikke til de problemr som du beskriver, og det er altså også bare for dårligt, at en lille dreng skal vente så længe på hjælp, godt han har gode forældre

  5. Åh altså hvor gør det mig ondt at høre
    Det burde ikke være så svært at få hjælp.
    Kan godt forstå det er hårdt for jer.
    Sender jer alle de varmeste tanker
    ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *