Fremad er den eneste vej, vi skal…

Hvordan rejser man sig igen, når man er sendt så langt ned i dybet, at man ikke længere kan kende sig selv?

Hvordan kommer man på benene, når nogle af de mennesker, man stolede allermest på, pludselig vender én ryggen?

Hvordan rummer man som menneske at få flået sit hjerte ud, mens man samtidig er nødt til at putte det ind igen og puste liv i det, for livet fortsætter, selvom alt indeni er gået i stå?

Jeg leder stadig selv efter svarene. Det eneste, jeg ved, uden at blinke, er, at kærligheden til mine børn holder mig i gang.

Mine følelser er mange. Jeg skifter mellem at være vred, ked af det, uforstående og frustreret. Jeg forstår stadig ikke hvilken spand koldt vand der ramte mig før påske. Jeg er faktisk ikke sikker på jeg nogensinde kommer til at forstå det. Spørgsmålet er om jeg skal forstå det.

Jeg har svært ved at se, hvordan vores liv skal gå videre, men minder hele tiden mig selv om, at jeg intet har gjort forkert. Jeg elsker mine børn over alt på jorden. At blive anklaget for at med vilje at gøre en af dem ondt, er det værste jeg nogensinde har stået model til. Forhåbentlig det værste jeg kommer til at opleve i dette liv.

Jeg føler, at jeg er nødt til at stå til ansvar for nogle ting, jeg aldrig har gjort og den urimeligheds følelse, det giver mig, er ganske forfærdeligt!

Jeg ville ikke ønske for min værste fjende at de skulle leve et liv som mit.

Heldigvis er jeg stærk og nok er jeg knækket lige nu, men jeg kommer til at rejse mig stærkere end nogensinde.

Alting er en fase, om end denne fase griber dybt ind i mit hjerte, så skal det ikke have lov at sænke mig for altid.

Når jeg om morgenen kigger mig selv i spejlet, ser jeg et menneske.

En mor.

En mor, der vil gøre alt hvad der står i hendes magt for sine børn.

Nok er hun en imellem en hysterisk mor. Men hvem ville ikke være hysterisk, hvis man har stået på kanten af livet med sit barn?

Ingen kan sætte sig ind i at være mig. Ingen.

Jeg søger ikke medlidenhed.

Jeg søger svar.

Retfærdighed.

Svarene har jeg endnu ikke fået.

Svar jeg nok skal få en dag.

Eller det håber jeg, jeg får.

Spørgsmål skal ihvertfald nok blive stillet. Og spørgsmål er der mange af.

Jeg er en stærk kvinde, men uanset hvor stærkt man er, så er man ikke uovervindelig.

Jeg er blot et menneske, fyldt med følelser, følelser der ind imellem får frit spil. Urimelighed er noget af det værste jeg ved. Og det er en stor følelse hos mig lige nu. Jeg føler mig urimeligt behandlet.

Som en lille fisk imod et kæmpe system, det er ikke nemt… men hvem har også lovet os at det skulle være det?

Dog vil jeg mene at der er forskel på at møde modstand og møde urimelighed.

Denne gang er mit bjerg større end ellers, men alting har en top og den når jeg vel en dag. Det skal jeg. For mine børns skyld.

Jeg har modtaget et stykke papir hvor på der blandt andet står at jeg er meget aktiv på sociale medier, dette kommer ingen til at blande sig i. Hvilket jeg så alligevel har lavet dem gøre, da jeg har slettet rigtig meget er det jeg har lagt ud. Det har jeg fortrudt, Men sådan er det jo, når følelser er indblandet. Så træffer man ofte nogle hurtige, dumme beslutninger. Jeg vil fremover ikke lade nogen blande sig i mit liv, i hvad jeg skriver, i hvad jeg mener, i hvad jeg tænker eller i hvad jeg gør.

Jeg har lovet mine børn, jeg aldrig vil svigte dem, nu er det tid til at love mig selv, det samme!

Sabina ❤️