Kærlighed!

Kærlighed er dejlig.
Kærlighed er uransagelig.
Kærlighed er det største.

Men kærlighed kan også være noget af det hårdeste, mest ubarmhjertige der findes og alligevel er det hvert et sekund værd. Lige fra man er en ung teenager og endorfinerne pisker rundt i hele kroppen, hvor man ikke aner hvad man skal gøre ved sig selv til det øjeblik hvor man for første gang ser på sit nyfødte barn og det går op for én, at den baby der er min. Den baby har jeg været med til at lave. Den baby skal jeg beskytte, opfostre og ikke mindst elske. Ubetinget kærlighed i sin reneste form.

Da jeg fik Bastian, der heldigvis som langt de fleste var sund og rask, var det kærlighed ved første blik. Jeg var blæst bagover. Jeg kunne slet ikke få øjnene fra ham. Jeg var hovedkuldsforelsket. Ubeskriveligt.

Det var bare slet ikke den samme oplevelse, jeg havde med Felix. Jeg vidste, da jeg lagde mig på operationsbordet til det kejsersnit, at der var en risiko for, jeg ikke fik ham med hjem i live. Jeg tror, at den viden forsøgte jeg at bruge som et skjold. Et skjold jeg holdte op foran mig selv i et forsøg på at passe på mig. Jeg vidste jo, hvad jeg stod overfor at miste. Jeg havde allerede ét barn derhjemme. Jeg tror mit skjold holdte i få minutter. For da jeg hørte børnelægen sige ”jeg er tilfreds” brød jeg sammen.

Jeg lå bænket på operationsbordet, mens et hold arbejdede på at sy min mave sammen og et andet hold arbejdede på at tilse Felix på leder og kanter. Men et øjeblik efter lå han hos mig. Nøjagtig som hans storebror havde gjort 21 måneder tidligere. Jeg var skræmt fra vid og sans. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne passe på ham? Hvordan skulle jeg nogensinde kunne vide, hvad han havde brug for. Han var jo ikke Bastian. Han havde vand i hovedet. Jeg var jo bare mig. En pige på 28 år med en uddannelse indenfor salg. Jeg vidste jo intet om sygehuse, motorisk træning, medicin eller sygdommen, han kom til verden med.

Jeg havde på en og samme tid lyst til at putte ham i lommen og liste hjem, men ligeså meget lyst til at aflevere ham til personalet og gå. Lade som om det hele var en ond drøm.

Jeg kiggede på ham hele natten. Han lignede sin storebror. Men mit hjerte var i stykker. Jeg kunne ikke forholde mig til lægernes beskeder om væsken i hovedet. En ukendt fremtid. Jeg sov ikke hele natten. Jeg græd bare. Både af smerter over kejsersnittet, men endnu mere over mit knuste hjerte. For det var en kæmpe kærlighedsnedtur. Vi skulle jo bare have en lillebror til Bastian, som han skulle lege med, spille bold med, klatre i træer med, osv.

Men nu lå vi der. Med en uvis fremtid og et knust mor-hjerte.

Dagen efter skulle han MR-scannes. Jeg blev præsenteret for en masse papirer med risikoer, som jeg skulle underskrive før de kunne scanne ham. En masse sorte bogstaver der dansede rundt på det hvide papir, der var blevet vådt af alle mine tårer. Jeg forstod intet. Det var sort snak i mine ører. Jeg husker, jeg brød sammen på gangen, da døren til scanneren var lukket. Dér vidste jeg, at Felix også var kravlet ind i hjertet ved siden af Bastian. For nu skulle jeg undvære ham, jeg anede ikke hvad de gjorde ved ham. Jeg var sat ud af spil. Væk fra mit barn. Det barn, jeg havde kigget på hele natten. Det barn, jeg havde svoret i den mørke første nat, at jeg ville beskytte med næb og kløer. Præcis som jeg gjorde med hans storebror.

Jeg lovede ham, at selvom jeg ikke anede, hvad der ventede os, så ville jeg stå ved hans side. Jeg ville aldrig svigte ham. Uanset hvor ondt det måtte komme til at gøre.

Nu står jeg så her, 4½ år efter og kigger på mine to drenge der ligger og sover arm i arm. Jeg kniber mig selv i armen, for det har været langt hårdere end jeg frygtede og jeg er lykkelig for, jeg ikke vidste hvad der ventede os. Ligesom jeg har en snert af bange anelse om, at jeg er glad for jeg ikke ved, hvad der venter foran os. Men jeg er fyldt op af kærlighed. At se mine to, der er så glade for hinanden, trods alt det livet har budt dem begge. Så står vi sammen. For det er dét kærligheden kan.

Den kan splitte det hele ad – for så at samle os endnu mere.

Størst af alt er: Kærlighed! ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *