Hvad vil du gerne være når du bliver stor?

Politimand, advokat, sygeplejerske, brandmand, professionel fodboldspiller, astronaut.

Børn har mange forestillinger om det der seje voksenliv. Det der seje voksenliv hvor man selv kan bestemme. Heldigvis er børn lykkeligt uvidende om alle de knap så seje voksenlivs beslutninger, udfordringer og sure pligter, der også venter.

Jeg havde i mange barneår en drøm om at blive advokat. Sådan en som dem på film. Jeg færdiggjorde folkeskolen, teenager-helvede indtraf, forvirringen var total, hvad skal man bruge sit liv på? Altså udover at feste, kigge efter drenge og tjene penge. Jeg har altid haft arbejde, startede 3 måneder før min 13 års fødselsdag på mit første job, solgte slik og pommes frites i den lokale idrætshal. Tjente penge! Mine egne penge! 43 kr. i timen. Jeg var lykkelig! Det var det fedeste. Efter folkeskolen tog jeg videre på handelsskolen, så galt det kørekort og kort tid efter min 18-års fødselsdag flyttede jeg hjemmefra. Vildt! Og mega skræmmende. Men jeg havde styr på det. Det meste. Advokatdrømmen var sat på stand-by. Nu ville jeg bare gøre skolen færdig og se hvad der bød sig. Jeg blev færdig, fik hue på hovedet og stod nu foran det der ægte voksenliv. Anede pludselig ikke hvad jeg ville alligevel. Jeg var skoletræt, så tanken om jura og universitet var helt urealistisk.

Jeg trængte til at prøve noget helt nyt.

Så jeg pakkede min lille citroën saxo med min hund og mig selv og drønede til Sjælland. Fik fuldtidsjob, drak alt for mange øl og så fodbold hver weekend.

Tiden fløj afsted.

Inden jeg fik set mig om var jeg pludselig gravid og bum: mor.

SÅ startede voksenlivet da først for alvor. Nu skulle jeg pludselig tage hensyn til en baby med behov for søvn, mad og dikke-dik døgnet rundt.

Jeg voksede med rollen, var flyttet tilbage til Jylland og jagten på job efter barsel startede. Jeg blev ansat som jobkonsulent, en ny hverdag startede med fuldtidsjob og barn. Tiden fløj og jeg havde slet ikke tid til at tænke over, hvad jeg egentlig ville med mit liv.

Inden længe skulle jeg være mor til to. Endnu en dreng. Jeg husker jeg tænkte, den napper jeg på rutinen. Men som bekendt for de fleste, blev det alt andet end på rutinen. Kort før termin opdagede lægerne væske i Felix´ hjerne.

Jeg husker stadig min sidste arbejdsdag inden jeg gik på barsel.

Nu sidder jeg her, 4 år og 4 måneder senere og er stadig ikke vendt tilbage til mit job.

4 år. Det er så virkeligt og samtidig så uvirkeligt på samme tid. Det føles på en eller anden måde både som et helt liv og alligevel som om jeg kun lige har blinket med øjnene.

Mit liv har forandret sig for altid. Jeg vender ikke (de næste mange år i hvert fald) tilbage til en ”normal” hverdag. 

Nu har jeg en ny-normal hverdag. For det her er jo mit liv. Lige nu er det også mit job. Forskellen er bare fra så mange andre, at mit job kan ikke opsiges. Der er ikke faste arbejdstider, der er ikke ferier.

Ind imellem føles det unfair, men heldigvis er det også fyldt med kærlighed.

Der er ingen tvivl om at jeg for alt i verden ville ønske, jeg kunne opsige jobbet og vende tilbage til et 8-16 job med alt hvad det indebærer af stress, pres og tidsplaner, der skal passes.

Men nu er det blevet sådan her, så vi må også få det bedste ud af det.

Mit største job her og nu er at få Felix og mig selv igennem endnu en hjerneoperation i morgen. Jeg er nervøs, noget mere end jeg plejer, men jeg er også vidende om at det skal nok gå. Han er i gode hænder. Men han er også langt mere bevidst nu, end for bare 6 måneder siden, da han lå der sidst. Det stiller større krav til mig, men det må vi løse.

Allerede i næste uge venter Rigshospitalet, hvor jeg også er ved at være rigtig nervøs for, hvad udfald det giver.

Jeg glæder mig til at komme på den anden side, jeg glæder mig til at få ro på igen. Men jeg er også lidt nervøs for, hvad svar vi får. For uanset hvor mange jobfunktioner, jeg bestrider på en og samme tid for Felix, kan jeg ikke, uanset hvor trænet jeg bliver i at være hans mor, tage tingene væk. Jeg kan kun være lige her, ved siden af ham. Hvilket jeg også gerne gør, uden at blinke, men lige nu ville jeg ønske at jeg kun skulle koncentrere mig om, hvad jeg havde lyst til at være, når jeg bliver stor…

One Reply to “Hvad vil du gerne være når du bliver stor?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *