{En træt mor kommer af glade børn}

Her sidder jeg.
I en hytte.
I Skallerup klit.
Jeg nyder roen.
Har smidt benene op.
Et glas Pepsi max med isterninger ved min side.
Træt. Dødtræt.
Men mest af alt glad.
Sådan glad helt ind i knoglerne.

Jeg skal være ærlig og indrømme jeg inden vores tur var ret spændt på, hvordan det ville gå. Altså alene. Med drengene.
I et slaraffenland med to vildbasser, der både vil lege, bade og give den gas.
Nu med to hurtige drenge på i alt fire ben, pænt meget selvstændighed, vilje og hver sine ønsker til leg – og en mor med kun to arme og to ben…

Men takket være de skønneste frivillige mennesker fra SMILfonden er det lykkedes mig ikke alene at gøre begge børn glade men også med mulighed for at jeg har kunne give alene tid til begge!

Selvfølgelig dels fordi Felix er blevet så modig, han tør tage fremmede i hånden og tør lege med andre end mig. Men også fordi de har haft lyst til at gå med Bastian i legeland, mens Felix fik en pause eller fået Felix til at sove mens jeg gik i badeland med Bastian.

Mine børn har simpelthen hygget sig så meget, både os alle tre sammen, de to sammen, sammen med alle de andre syge børn og søskende.

Bastian vokser en hel meter, når vi er sammen med andre familier, der også kæmper i hverdagen. Her er han ikke “ham der med den syge lillebror” – her er han bare Bastian.
Her bliver han set lige så meget som Felix.

Felix er ikke “ham der med vand i hovedet”. Her er han blandt venner.

For ikke at tale om os forældre.
Uanset om vores barn er 1, 4, 8 eller 12 år gamle, så forstår vi hinanden.
Vi har allesammen hverdage der ligner hinanden, selvom vores historier er lige så forskellige som vi mennesker er.

Her er der ingen der kigger underligt, hvis der hives en pumpe frem med sondemad, hvis aftensmadsbordet flyder med medicin pakker, hvis en iltmaskine bipper eller hvis et barn græder nærmest hysterisk.

Her er en forståelse, en rummelighed, en samhøringhed som vi ikke finder andre steder.
Desværre. Hvor ville jeg ønske samfundet var mere rummeligt, men det er et kapitel for sig.

Jeg er oprigtig varm om hjertet og dybt taknemmelig for at der findes foreninger som SMILfonden der formår at drysse så magiske øjeblikke ind i et liv.

Mine børn lever så højt så længe på en weekend som denne. Og så pyt med at moren trænger til et par døgns hvile efterfølgende.
Lige nu lever jeg på en lykkerus ❤️

2 Replies to “{En træt mor kommer af glade børn}”

  1. Det er så fantastisk – SMILfonden bør støttes alt det de kan

    Jeg giver gerne 50 stjerner via DrugStars så tit som muligt – ca hver 14. Dag

    Rigtig god søndag til dig, Bastian og Felix

  2. Hvor er det godt at I 3 får en dejlig weekend i andre omgivelser. Felix ser glad ud og du stråler. Det er jo fantastisk som han bevæger sig rundt. Da jeg så ham 1 gang for snart 10 måneder kørte han rundt på numsen og nu går han rundt.♥️

Skriv et svar til Carl Edvard Mikkelsen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *