Ar er en del af livets historie

Jeg tog i dag et billede af min søns efterhånden ret lange ar bag øret. En sød følger skrev ”Det er livets historie” og det inspirerede mig netop til dette skriv. For smukkere kan det ikke siges.

Vi har dem alle, arene – nogle store, andre mindre, nogle stikker dybt, andre er overfladiske. Men alle fortæller de en historie. Måske en tid, vi gennemgik. En umenneskelig periode. For andre en livslang fortælling. Men vi lever med dem, vi ser dem og vi husker dem. Kroppen gør i hvert fald. For jeg tror, vi har en magisk overlevelses knap, der gør at vi lagrer dem i kroppen, men ikke nødvendigvis i sindet. Havde vi dem i tankerne, tror jeg vi ville hænge fast. Tværtimod, tror jeg, de ligesom med følelser som f.eks. sorg, får lov at eksistere, men at vi lærer at leve med dem, fordi vi skal.

Ar kommer i mange størrelser, i mange former, af mange grunde. Det kan være i forbindelse med en lykkelig begivenhed som en fødsel, det kan være tragiske omstændigheder som et trafikuheld eller måske ar fra en mørk, tung periode, hvor man ikke så anden udvej end at skade sig selv.

Mange ar kan man se, men jeg tænker ofte på hvor mange ar, man netop ikke ser. For ligesom ar, så har alle vi mennesker også en historie at fortælle. En beretning om livet.

Jeg har altid holdt meget af at sidde på en café, en bænk eller et andet offentligt sted og bare betragte mennesker. Sidde der og se det ene individ efter det andet suse forbi, alle med hver deres historie, som man formentlig aldrig får at vide. Sikke mange fortællinger, der findes.

Mit indre bærer i hvert fald på sine ar, gudskelov er langt de fleste gået i dvale på en hylde derinde, men engang imellem popper de frem, enten i forbindelse med en dato, en begivenhed, en duft, en person eller noget andet, der minder mig om netop dén oplevelse, der gav dét ar.

Når jeg kigger på min søn med utallige ar på både sit hoved, hals, arme, ben og mave, så bliver jeg fyldt med taknemmelighed. Taknemmelighed over at vi lever i en verden, hvor liv reddes. Men jeg bliver også ramt af en følelse af både uretfærdighed, sorg og frygt. Frygten for hvor store ar han har, jeg ikke ser. For selvom jeg står sammen med ham, forsøger at beskytte ham, som enhver forælder gør for deres børn, så kan jeg ikke tage alt fra ham. Jeg kan ikke lægge mig selv på operationsbordet for ham. Ligesom jeg ikke kan tage alle de indre ar min anden søn får. Jeg forsøger at overbevise mig selv om, at jeg gør det bedste jeg kan. For begge mine børn. Både ham, der ligger på operationsbordet, men også ham, der står tilbage og venter på, jeg kommer hjem med hans lillebror igen.


Selvom mine børn får nogle ar på både krop og sjæl, jeg gerne så dem foruden, så er jeg af den overbevisning, at netop disse ar også lærer dem noget om livet. Vi lærer at sætte pris på helt basale ting i hverdagen, som f.eks. at spise aftensmad sammen. Jeg kommer aldrig til at tage forgivet at jeg kan putte mine børn i deres seng, eller hente dem i deres institution, for når man har prøvet at være indlagt i den anden ende af landet i mere end 10 uger, så glemmer man det aldrig.

Vi lærer alle, at livet er til låns, vi er her ikke evigt. Vi må nøjes med de år, vi kan få. Som Abraham Lincoln så rigtigt engang sagde: ”Det er ikke mængden af år i dit liv, der tæller – det er mængden af liv i dine år”.

Lad os derfor nyde vores ar, så længe vi kan se dem, betyder det vi stadig lever!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *