Kærlighedens pris

Så er jeg her igen. I nattens dybe, stille ro. Mørket har fat i os. Natten er næsten kun lige begyndt. Klokken har passeret midnat. De fleste sover. Bare ikke jeg.

Jeg mærker madrassen med min bare hud, mærker min brystkasses bevægelser. Ovenpå ligger min sovende dreng og mod mit bryst mærker jeg hans galoperende hjerte. Han har lige overgivet sig til søvnen. Uroligt ligger han og putter sig insisterende ind til mig. Han ved det. Uden tvivl. Jeg passer på ham. Jeg er lige her. En centimeter væk.

Han mærker min kølige luft, når jeg puster luften ud af næsen.

Heldigvis mærker han ikke den store knude, jeg har i maven. Den mave han varmer sig på.

Heldigvis mærker han ikke den stikkende smerte, der findes inde i mit hjerte. Det hjerte han lytter til.

Heldigvis føler han ikke den afmagt, frygt, urimelighed og sårbarhed der bor inde i mig. For den har fat i denne nat.

Normalt er det troen, viljen, positiviteten der har magten. Men i denne nat har kroppen lagt sin rustning, taget et hvil, men glemt mig i søvnen. Lagene er skrællet af for en stund og hjertet føles som var det sat fast i en guillotine klar til at slutte.

Men det slutter ikke. Heller ikke selvom natten er lang.

Men i denne nat har urimeligheden spændt hjertet fast. Urimeligheden, afmagten, gråden.

Hvorfor min søn?

En lille, uskyldig dreng.

Hvorfor skal han rammes så hårdt?

Hvad er meningen?

Den kan jeg ikke finde i denne nat.

Hvorfor os alle?

For det er jo ikke kun ham.

Det er alt og alle omkring ham. Vi er alle påvirkede af, den grimme sygdom, der har slået kløerne i ham.

For altid.

Sygdommen hviler aldrig, men i nat gør mit forsvar og dét gør ondt.

Mit mor hjerte bløder. Frustreret forsøger det at vriste sig fri af guillotinens greb og det vil lykkes for inden natten slutter har det igen samlet sig, taget rustningen på og gjort sig klar til kamp.

Rustningen er tung, men endnu tungere at have taget af. For inde bagved, der hvor ingen ser, er næsten ulideligt at være. Men også sundt at prøve. Nødvendigt.

Jeg øver mig i at mærke efter derinde. Selvom jeg hverken har lyst eller mod. For det gør så ondt.

Jeg kan mærke, jeg elsker. Selv når det næsten fortæller mig, at jeg ikke tør.

Men det er for sent.

Kærligheden har sat sig fast.

Mine børns kærlighed har en pris. Hjertet vil for altid være bekymret. Det er nok derfor, det netop er kærlighed.

One Reply to “Kærlighedens pris”

  1. Det er så fint skrevet!! Jeg er mor, til en pige på 18 med angst, autisme og hun har et par selvmords forsøg bag sig. Det er slet ikke samme historie vi har, men jeg kender alt til at skulle tage kamptøjet på. Også de dage hvor jeg næsten ikke kunne kravle ud af sengen eller tænke en logisk tanke.
    Kram til dig og familien. Vildt som man får nogle ukendte kræfter når ens børn har brug for det <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *