Tanker efter TV2 programmet “Med børnene som våben”​


I går så jeg som så mange andre danskere anden del af programmet “Med børnene som våben”.

Jeg græd. Græd. Græd.

Jeg græd af både glæde og af sorg.

Glæde over at TV2 sætter fokus på dette groteske problem, vi har i Danmark – og af sorg over, at jeg selv sidder i samme sko.

Jeg har et enormt hul i maven over netop at skrive dette nu, jeg har længe forsøgt at formulere hvordan jeg skulle få det sagt højt, men intet mere rigtigt tidspunkt findes end nu, hvis det skal siges højt – og det føler jeg, at det skal.

Samtidig er det med en enorm frygt for om det kan få konsekvenser, men omvendt er vi også bare nødt til i Danmark at vide, hvad der foregår bag de lukkede myndighedsdøre!

Jeg græder over, at have set de forældre på tv der ingen kontakt har med deres børn og smertes over næsten at føle mig heldig fordi jeg ikke har mistet kontakten med mine – eller med den mindste, for den store har været hos mig helt som han plejer igennem hele forløbet, der indtil nu har varet i over et år.

Jeg har længe forsøgt at formulere mig, men hvad skriver man, når ordene slipper op? Hvad føler man, når det hele føles følelsesløst? Hvad tænker man, når alt går i stå? Hvad gør man, når man mister en del af sig selv?

I marts sidste år blev jeg pludselig indkaldt til samtale – foran mig sad den horde af mennesker jeg havde samarbejdet med gennem mere end 4 år omkring vores søn.

Jeg blev præsenteret for en lang underretning. Jeg var i granatchok!

Det var fredag før påske og jeg blev sendt på påskeferie med et tlf nr til en krisepsykolog under armen.

Mistanken i underretningen lød på det værst tænkelige: medicinsk børnemishandling! Det man førhen kaldte for münchausen by proxi.

Påsken gik og jeg kom endelig til møde på kommunen igen. Her blev jeg så præsenteret for en politianmeldelse pga. underretningens karakter. Det accepterede jeg fuldstændig, for jeg var ikke et nanosekund i tvivl om at jeg ALDRIG har skadet min søn og stillede mig fuldt til rådighed for politiets efterforskning.

Månederne gik, mens jeg ventede på at høre fra politiet og pludselig en juni eftermiddag ringede min telefon. Et mobil nummer jeg ikke kendte. Jeg var lige ankommet til en forlystelsespark sammen med min mindste søn og min bonusmor til et par timers hygge – troede jeg.

For i røret hang en ung kvinde fra familieretshuset i en by langt væk. Hun forklarede noget med at hun havde fået vores sag fra den afdeling, vi var tilknyttet, fordi de ikke havde tid til at kigge på sagen. “Hvilken sag?” Spurgte jeg ganske uvidende om at mit liv var få dage fra at forandre sig for altid!

For få dage senere lå beskeden i min e-boks. Min søn havde fra d.d. fået midlertidig adresse hos sin far. Jeg tabte kæben. Jeg havde i næsten 5 år passet på ham med alt hvad jeg ejer og har, dag og nat har jeg kæmpet for den lille dreng og navigeret i alle hans udfordringer, men altid med en portion uendelig kærlighed. Holdt sammen på både ham, hans storebror og ikke mindst mig selv, når vi gang på gang har måtte jonglere mellem hjemmet og sygehuset. Jeg har stået op for ham gang på gang, som både hans mor, hans fysioterapeut, hans advokat og hans alt-mulig-blæksprutte.

Forsøgt at holde fast i et almindeligt liv, mens sygdom lå på lur klar til at kaste sig over min dreng som en sulten løve med en zebra i sigte.

Pludselig var han væk.

Jeg kontaktede familieretshuset for at få etableret samvær og i tre hele uger så jeg ikke min søn. Jeg var knust. Jeg havde ikke haft en chance for at kramme ham farvel, jeg havde afleveret ham i børnehave en morgen og fik bare ikke lov at hente ham igen. Det var fuldstændig uvirkeligt – og heldigvis varede det ”kun” 3 uger før jeg kunne kysse ham igen. Jeg siger “kun”, for efter at have set programmet er det lige før jeg føler mig heldig, selvom det på ingen måde føltes sådan midt i orkanens øje!

Jeg fik af familieretshuset lov at se min søn 7 timer om ugen. Det var voldsomt for os begge. 7 timer! Det er ingen tid. Han skiftevis krammede mig hårdt og skubbede mig væk – fuldstændig forventeligt, men ubeskriveligt hårdt. For han forstod det ikke. Jeg forstod det ikke! Savnet var enormt – for os begge.

Til trods for at han i næsten 5 år havde boet sammen med mig, de første 3,5 år sammen med både hans far og jeg, men de seneste knap halvandet år boede han hos mig med samvær hos sin far hver anden weekend. Jeg forstår stadig ikke, hvordan man kan være så ligeglad med barnets tarv og lave så voldsom en ændring i et lille barns liv.

Min store søn har heldigvis fortsat sin 7/7 ordning, men også han betaler en høj pris, for han savner sin lillebror, som han bør vokse op sammen med – hos både sin mor og far. Det var et levende mareridt. Jeg kæmpede med alt hvad jeg havde, men familieretshuset var iskolde. Jeg klagede over deres afgørelse, hvilket gjorde sagen blev sendt videre til retten, men ventetiderne er jo umenneskelige, når man tænker på, det handler om børn!

Jeg blev, efter hvad der føltes som flere årtiers ventetid, endelig kontaktet af den rareste efterforsker fra politiet, der havde fået min sag og bad om samtykke til at endevende mit liv og ikke mindst min søns sygehusjournaler. Det fik han selvfølgelig og efter måneders efterforskning blev jeg endelig kaldt til afhøring.

Han vidste alt! Jeg er til stadighed imponeret over det stykke politiarbejde, de havde udført.

Til afhøringen svarede jeg på et hav af spørgsmål og et par timer senere satte han sidste punktum i rapporten, kiggede på mig og kom med de længe ventede ord: “der er intet at komme efter, der bliver ikke rejst sigtelse mod dig!”

Jeg var på samme tid både lettet, vred, lykkelig og mest af alt taknemmelig for at nu kunne dette mareridt få en ende! … Troede jeg!

Mit hjerte græder for de forældre i programmet, der slet ikke har kontakt – eller forældremyndighed – over deres børn længere.

Jeg ønsker ikke en offentlig kamp, men efter et helt år med det ene rygte efter det andet, har jeg fundet mod til selv at sætte ord på. Men jeg er også bange. Bange for hvor galt det kan gå. Politiet har lagt efterforskningen ned, de har bevist at jeg ikke har ydet medicinsk børnemishandling, men alligevel bliver ikke bare jeg, men særligt mine børn straffet.

Derudover er jeg blevet vurderet, testet og har haft besøg af en erfaren psykolog, der har lavet forældrekompetance undersøgelse – heller ikke her er der fundet mistanke om münchausen!

Man siger at i Danmark er man uskyldig til det modsatte er bevist – det gælder desværre ikke helt.

Efter en tur i familieretten er det afgjort at vores søn har fået fast bopæl ved sin far, men at jeg heldigvis skal have mere samvær, så det er vi nu i gang med at øge. Forældremyndigheden deler vi, som vi hele tiden har gjort.

Jeg glæder mig over, at jeg trods alt stadig har min store dreng som jeg plejer, ligesom jeg glæder mig til at få mere normale tilstande med den mindste.

Mit hjerte banker for at mine – og alle andres – børn skal få lov at vokse op sammen, som alle søskende bør… hos både deres mor og far ♥️