{Højt at flyve, dybt at falde}

Det sker igen.
Manglende nattesøvn.
Denne gang er det ikke Felix, der holder mig vågen, men mit tankespin.
Som så mange gange før er de fleste af dem katastrofetanker og knap så mange fornuftige. Men de er der, de fylder. Fordi jeg lader dem fylde. Jeg har en indre dialog med mig selv. Hvor meget må de fylde? Hjælper det at undertrykker dem? Jeg tror det ikke, tværtimod tror jeg, de bliver endnu værre, hvis ikke jeg lader dem flyde, analyserer dem, mærker efter.
Beroliger mig selv, græder lidt, forsøger at vende tilbage til alt det, der lykkes.
For Felix har det fantastisk ovenpå operationen. Måske det netop også er derfor, at jeg synes det er så svært.

For der er ingen tvivl om at vores tur på Rigshospitalet kommende uge fylder alt indeni mig lige nu. Jeg har det meget ambivalent med Riget. Det er det sted, jeg føler mig allermest tryg, når det kommer til Felix´ leverproblemer, men det er selvsamme sted, jeg har stået med et livløst barn i hænderne, MIT barn.
Selvom det snart er 2,5 år siden, vi kæmpede for hans liv, så stivner alt indeni mig, når jeg tænker over at vi nu igen skal derover.
Stuen, gangene, medarbejderne, kiosken, fælledparken, lugten, ALT står lysende klart inde i mit hoved.
Frygten. Frygten er den værste. Og selvom jeg har talt de måneders indlæggelse derovre igennem med min psykolog et hav af gange, så vælter det ene minde efter det andet frem, når jeg ser i min kalender at vi skal derover igen.

Jeg glæder mig til at se vores læger, sygeplejersker, køkkenpersonalet, pædagogerne, hospitalspræsten og alle de andre mennesker, der krøb ind under huden i foråret og sommeren 2018, men jeg frygter hvad de kommer med af svar på de undersøgelser de skal lave.

I forhold til Felix´ hydrocephalus, så ved jeg hvornår det ikke virker, Felix fortæller mig det uden at sige noget, næsten før vi kan se noget på scanningerne. I hydrocephalusen føler jeg mig ”hjemme” – jeg føler jeg har styr på det. Men når det kommer til hans lever, der jo viser flotte levertal gang på gang, er jeg direkte bange. Hans ultralydsscanninger forværres for hver gang, fordi den vokser. Den vokser og presser derfor de andre organer. Men mere ved jeg ikke. Det er selvfølgelig det, vi skal over og finde ud af.
Men tør jeg vide, hvad de finder? Egentlig ikke, for jeg har mest lyst til at lukke øjnene og bare nyde at jeg har jordens gladeste dreng lige nu.

Det gør så ondt, for hvad nu hvis…
Samtidig forsøger jeg at lukke ned for ”hvad nu hvis” – for det er spild af tanker, der forhåbentlig er unødvendige, men jeg tror simpelthen min krop er kørt fast i hamsterhjulet lige nu, så uanset hvor meget jeg forsøger at sætte en kæp i hjulet, så ruller det. Hvilket det gør indtil jeg ser vores leverlæge i øjnene på torsdag. Først der bliver jeg rolig – eller måske mere rolig, håber jeg. For selvom det er selv samme læge, der fulgte mig til en livløs Felix dengang, så er jeg så tryg i en utryg situation sammen med den læge.

Jo større Felix og Bastian bliver, jo sværere synes jeg det her er. For selvom jeg forsøger at holde sammen på mig selv, så læser de mig, særligt Bastian, næsten som en åben bog. Jeg synes jo, han har rigeligt at slås med selv, så at se det lille, empatiske menneske forsøge at tage mine problemer ind også er sgu svært. Jeg har droppet at lade som om alt er fint, for den store elefant i rummet kan vi alle se. Så i stedet sætter jeg ord på, uden at presse flere følelser ned over hovedet på ham.
Men jeg italesætter at jeg synes, det nogen gange er svært, for hvis jeg gerne vil have ham til at sætte ord på, må jeg jo vise ham, at det er okay at snakke om det, der gør ondt. Selvfølgelig med måde. Han skal jo ikke have påduttet mine følelser oveni, men vi forsøger os frem.
Jeg er ikke uddannet i noget omkring børn, jeg er blot mor. En mor der selvfølgelig rådfører mig med kloge hoveder, der ved hvordan man kan snakke med børn. Men det er svært…

Jeg håber at mine katastrofetanker bliver sparket til hjørne og at Rigshospitalet siger, alt er under kontrol, men lige her i nattens mørke er det svært at holde fast i den tro.
Det gode er heldigvis, at jeg ved, når jeg vågner i morgen er der en ny lys dag, hvor jeg igen trækker vejret ned i maven.
Det vigtigste for mig er, at få den her slags ud af systemet, så bliver der nemlig plads til nyt, både af det gode og det hårde.
For skulle det ske, at beskederne ikke er de bedste, så holder vi sammen, vi kæmper sammen, vi vælter sammen, men vigtigst af alt, så rejser vi os sammen, igen og igen…