Hvad vil du gerne være når du bliver stor?

Politimand, advokat, sygeplejerske, brandmand, professionel fodboldspiller, astronaut.

Børn har mange forestillinger om det der seje voksenliv. Det der seje voksenliv hvor man selv kan bestemme. Heldigvis er børn lykkeligt uvidende om alle de knap så seje voksenlivs beslutninger, udfordringer og sure pligter, der også venter.

Jeg havde i mange barneår en drøm om at blive advokat. Sådan en som dem på film. Jeg færdiggjorde folkeskolen, teenager-helvede indtraf, forvirringen var total, hvad skal man bruge sit liv på? Altså udover at feste, kigge efter drenge og tjene penge. Jeg har altid haft arbejde, startede 3 måneder før min 13 års fødselsdag på mit første job, solgte slik og pommes frites i den lokale idrætshal. Tjente penge! Mine egne penge! 43 kr. i timen. Jeg var lykkelig! Det var det fedeste. Efter folkeskolen tog jeg videre på handelsskolen, så galt det kørekort og kort tid efter min 18-års fødselsdag flyttede jeg hjemmefra. Vildt! Og mega skræmmende. Men jeg havde styr på det. Det meste. Advokatdrømmen var sat på stand-by. Nu ville jeg bare gøre skolen færdig og se hvad der bød sig. Jeg blev færdig, fik hue på hovedet og stod nu foran det der ægte voksenliv. Anede pludselig ikke hvad jeg ville alligevel. Jeg var skoletræt, så tanken om jura og universitet var helt urealistisk.

Jeg trængte til at prøve noget helt nyt.

Så jeg pakkede min lille citroën saxo med min hund og mig selv og drønede til Sjælland. Fik fuldtidsjob, drak alt for mange øl og så fodbold hver weekend.

Tiden fløj afsted.

Inden jeg fik set mig om var jeg pludselig gravid og bum: mor.

SÅ startede voksenlivet da først for alvor. Nu skulle jeg pludselig tage hensyn til en baby med behov for søvn, mad og dikke-dik døgnet rundt.

Jeg voksede med rollen, var flyttet tilbage til Jylland og jagten på job efter barsel startede. Jeg blev ansat som jobkonsulent, en ny hverdag startede med fuldtidsjob og barn. Tiden fløj og jeg havde slet ikke tid til at tænke over, hvad jeg egentlig ville med mit liv.

Inden længe skulle jeg være mor til to. Endnu en dreng. Jeg husker jeg tænkte, den napper jeg på rutinen. Men som bekendt for de fleste, blev det alt andet end på rutinen. Kort før termin opdagede lægerne væske i Felix´ hjerne.

Jeg husker stadig min sidste arbejdsdag inden jeg gik på barsel.

Nu sidder jeg her, 4 år og 4 måneder senere og er stadig ikke vendt tilbage til mit job.

4 år. Det er så virkeligt og samtidig så uvirkeligt på samme tid. Det føles på en eller anden måde både som et helt liv og alligevel som om jeg kun lige har blinket med øjnene.

Mit liv har forandret sig for altid. Jeg vender ikke (de næste mange år i hvert fald) tilbage til en ”normal” hverdag. 

Nu har jeg en ny-normal hverdag. For det her er jo mit liv. Lige nu er det også mit job. Forskellen er bare fra så mange andre, at mit job kan ikke opsiges. Der er ikke faste arbejdstider, der er ikke ferier.

Ind imellem føles det unfair, men heldigvis er det også fyldt med kærlighed.

Der er ingen tvivl om at jeg for alt i verden ville ønske, jeg kunne opsige jobbet og vende tilbage til et 8-16 job med alt hvad det indebærer af stress, pres og tidsplaner, der skal passes.

Men nu er det blevet sådan her, så vi må også få det bedste ud af det.

Mit største job her og nu er at få Felix og mig selv igennem endnu en hjerneoperation i morgen. Jeg er nervøs, noget mere end jeg plejer, men jeg er også vidende om at det skal nok gå. Han er i gode hænder. Men han er også langt mere bevidst nu, end for bare 6 måneder siden, da han lå der sidst. Det stiller større krav til mig, men det må vi løse.

Allerede i næste uge venter Rigshospitalet, hvor jeg også er ved at være rigtig nervøs for, hvad udfald det giver.

Jeg glæder mig til at komme på den anden side, jeg glæder mig til at få ro på igen. Men jeg er også lidt nervøs for, hvad svar vi får. For uanset hvor mange jobfunktioner, jeg bestrider på en og samme tid for Felix, kan jeg ikke, uanset hvor trænet jeg bliver i at være hans mor, tage tingene væk. Jeg kan kun være lige her, ved siden af ham. Hvilket jeg også gerne gør, uden at blinke, men lige nu ville jeg ønske at jeg kun skulle koncentrere mig om, hvad jeg havde lyst til at være, når jeg bliver stor…

Bagsiden af medaljen ved at åbne døren til sit liv på sociale medier

Når der er lys er der også mørke.
Sådan er det med alt.

Det er logisk, at jo flere der følger med på ens sociale medier, jo flere personer når man ud til. Jo flere modtagere er der på mine skriv. Og jo flere meninger bliver der dannet.
Så er det jo som med så meget andet, op til afsenderen der pludselig bliver til modtager når responsen kommer, hvad man vil gøre med den respons.

Generelt har jeg et ret godt filter, jeg er rimelig til at sortere det negative fra og glæder mig meget over de heldigvis mange positive beskeder jeg modtager! Men samtidig hænger den ene negative besked fast, til trods for den har 17 positive ”konkurrenter”.

Dét er noget jeg virkelig har brugt noget tid på at tænke over. For hvorfor deler jeg ud? Hvorfor startede jeg? Hvorfor er jeg her nu? Er det forkert? Er det for meget? Er det for lidt? Er det det værd?

En masse spørgsmål kører rundt i mit hoved. Ikke mindst efter at jeg valgte skilsmisse og at splitte familien op. Jeg har aldrig skrevet noget, jeg ikke står ved. Jeg har aldrig været andet end ærlig. Men jeg kan mærke at jeg for tiden er tynget. Tynget af at andre har en mening. Mening om mig, min måde at leve livet på, min måde at dele ud af mit liv på. Det har sgu ramt mig.

Så jeg har virkelig tænkt rigtig meget.

Men jeg har også konkluderet at det her er mit liv. Jeg har valgt det her åbne liv og det skal andre ikke bestemme over. Hvis ikke det passer folk at læse med, så håber jeg de finder et andet sted. Det skal ikke stoppe mig. For når jeg mærker efter, når jeg læser alle de kærlige beskeder, jeg modtager, så bekræftes jeg i, at selvom livet ikke er rosenrødt, så er det værd at leve – og værd at dele.

Det skal et par sure idioter ikke ødelægge.

Jeg har fået hug for at være direkte respektløs fordi jeg deler ud af, hvor glad jeg er. Seriøst?! Hvad er det for en tilgang til andre mennesker? Jeg ER glad, men jeg er da også knust over at mine børn er blevet delebørn, jeg er ikke en kold skid. Jeg er da knust over at se især Bastian have ondt i maven over nu at have to hjem. Men jeg er også nødt til at mærke efter hvad der er godt for mig. Og det er godt for mig at bo alene – sammen med mine børn i det omfang de nu er hos mig. Det er da aldrig spor sjovt med skilsmisse, men jeg har fået ro på indvendigt. Så meget ro som det nu er muligt i den hverdag, der nu engang er vores.

Jeg er ikke ude på at udstille nogen, hverken min eksmand eller mine børn! Jeg har mit forum, hvor jeg formidler mit liv, og ja gu handler det meget om Felix´ sygdom, men for pokker, det er det der fylder allermest i mit og i vores liv.

Jeg forsøger hver eneste dag at finde lyspunkterne. Vi skal simpelthen blive bedre til at lægge vores kræfter de rigtige steder. Jeg bruger nu, for første gang i rigtig mange år, rigtig mange kræfter på mig selv og på at mærke efter, hvad der gør mig glad. Jeg lever. Jeg slår mig. Jeg rejser mig igen.

Jeg ønsker for alle andre at de også vil kigge ind af og mærke efter, hvad der gør jer glade. For tiden flyver og vi har kun begrænset tid her på denne smukke jord.

Så konklusionen bliver: Slut med negative beskeder, de bliver kasseret på stedet – jeg vil kun tage de positive ind.
Tak fordi I fylder mig op med glæde, I får en virtuel krammer herfra.

Sabina ❤️