Minder

Facebook er altid så venlig at minde os om, hvad vi har skrevet eller delt tidligere år. Ofte er det, i hvert fald hos mig, billeder fra gode stunder, men særligt minderne fra august 2016 vidner om en tung tid for mig.

Disse dage i august er fyldte med frygt, for på dette tidspunkt for præcis 4 år siden lå Felix i min mave, mens jeg talte ned til d. 22. August.
Der havde jeg nemlig en tid til kejsersnit.

Normalt er det jo en begivenhed man ser frem til med stor glæde, måske ikke så meget lige delen med at hele maven skæres op, men i hvert fald dele med det fantastiske resultat, der kommer ud af det.
Bare ikke for mig.
Vi havde d. 11. August på en ultralydsscanning fået konstateret massiv væske i vores babys hjerne, så jeg var bange. Jeg var magtesløs. Men jeg forsøgte også at opbygge et håb.
For nok havde lægerne sagt, at Felix måske aldrig ville klare den, men de havde også sagt at det ville han måske.

Måske.
Det forsøgte jeg at dyrke. I hvert fald forsøgte jeg mellem panikken og frygten.
Jeg prøvede allerede dengang at bevare optimismen og troen på, at dette ukendte farvand skulle vi også nok klare os igennem.
Jeg tørrede mine tårer væk. Tabte troen igen og igen, men forsøgte hver gang at minde mig selv om netop dette citat:
“Livskvalitet er at vælge at tage konsekvenserne af sine valg. Vi vælger ikke altid, hvad der rammer os, men vi vælger selv, hvordan vi reagerer på det, der rammer os.”

Nu står jeg her, 4 år efter, et hav af erfaringer rigere, ikke mindst oplevelser – både helt fantastiske, men også hamrende barske – men vi står her. Sammen.
Felix, Bastian, jeg.
Vores familie og venner.
Særligt de sidste er spændende at nævne. For der sker virkelig noget på den front, når man rammer det sorte, ukendte hav et livsvilkår som vores driver med sig. Nogle venner forsvinder, andre rykker tættere på og nye kommer til.

Hvor ville jeg gerne kunne flyve tilbage til den pige, der for præcis 4 år siden alt for ofte lå i fosterstilling og kæmpede med at holde modet og troen på dette citat oppe, for at se mig selv i øjnene og vise et billede af Felix idag. Vise mig selv at til trods for fire års kamp, både med kommune, helbred og system, så vil den dreng stå så godt plantet på denne jord!
Fortælle mig selv at hver en tåre, hver en sved dråbe, hver en anstrengelse, ikke mindst hver en vågen nattetime, er det hele værd!

Fortælle mig selv, at uanset hvor mange gange du mister troen på dig selv, har du aldrig mistet troen på din søn.

Trods alle odds, så fylder det menneske, altså 4 år på lørdag.

Dét er livskvalitet!