Fra ægteskab til forældreskab, hussalg og flytning.

Vores hus blev solgt på imponerende 6 dage.

En stor, tung beslutning var gået forud.

Efter næsten et årti sammen med Dennis har jeg valgt at gå solo.

En svær beslutning, men en beslutning jeg har fundet nødvendig. For mig. For mine børn. For os alle. Hellere to glade forældre hver for sig end to sure forældre sammen.

Vi har derfor skrevet under på skilsmissepapirerne og har begge fundet os et kommende sted at bo.

Jeg har lejet et dejligt hus, med plads til både Bastian, Felix og jeg meget tæt på hvor vi bor i dag. Ligesom Dennis også bliver i nærheden.

Vores drenge skal selvfølgelig være hos både mig og hos deres far.

Vi har lavet nogle aftaler, som vi håber bliver gode for os alle.

Felix fortsætter i aflastning og vi skal forsøge at fortsætte vores hverdag, nu i en ny konstellation og i nye hjem.

Da jeg hoppede ind i 2020 lå jeg i en hospitalsseng på Skejby sygehus – det i sig selv er ikke nyt, men jeg besluttede mig for at i år ville jeg kigge ind af. Mærke efter hvad JEG har brug for, se på hvad der gør mig glad, hvad jeg drømmer om. Det vendte og drejede jeg i mange, mange timer og kom frem til den konklusion at det var tid til at splitte op. Men det er ikke nemt. Vi har kæmpet – både for vores børn og for vores forhold. Sammen og hver for sig. Men jeg var ikke længere der, hvor jeg gerne ville være. Jeg var ikke glad. Dét vil jeg være. Det skal man være! Mit liv tog for knap fire år siden en drejning, jeg ikke havde set komme. Men den kom. Når sådanne ting sker, så rykker man enten sammen i bussen eller væk. Vi forsøgte at rykke sammen, men ligesom mænd og kvinder er forskellige, reagerer forskelligt, tackler ting forskelligt o.s.v. – så var det lidt som om at vores busruter blev delt.

For med tiden ændrede vi os. Som mennesker, partnere og ikke mindst forældre. Jeg er ikke den samme Sabina, som jeg var i august 2016, da Felix kom til. Jeg er heller ikke den samme Sabina, som jeg var i 2014, da Bastian dukkede op. Jeg er på mange måder den samme, men jeg har også, især igennem de seneste knap 4 år, fundet ud af at prioritere i mit liv. Kigge på, hvad der er nødvendigt, hvad der er behov for og ikke mindst hvad der føles godt i maven.

Jeg tror, vi er groet i hver sin retning, vi har tabt hinanden undervejs. Jeg ønsker ikke at gå i nærmere detaljer, vi forsøger at gøre, hvad vi kan for at få drengene bedst muligt gennem denne tid også. De er heldigvis nogle ressourcestærke gutter, så dette klarer vi også, er jeg sikker på.

Jeg forestiller mig at skilsmisse aldrig er nemt, slet ikke med børn indblandet. Nok endnu mindre med en som Felix, der i tide og utide kan få brug for lægehjælp. Men det løser vi, for det skal vi.

Jeg håber og ønsker for fremtiden at vores forældreskab bliver endnu bedre end vores ægteskab har været!

Lige nu tager vi en dag af gangen og pakker vores hjem ned stille og roligt, så vi er klar til at flytte inden 1. september hvor nøglerne overdrages til nye beboere.

Jeg lægger mit barns liv i fremmede hænder…

Jeg modtager oftere og oftere beskeder fra primært mødre, der spørger om gode råd til at håndtere både sine egne følelser og om hvordan de hjælper deres barn igennem en så voldsom oplevelse, som en narkose er.

Jeg modtager også en del beskeder fra forældre der netop har været igennem turen, som enten har brug for at fortælle om deres oplevelse eller især fortæller at de har tænkt på netop Felix og især mig, da de så stod der.

At lægge sit i barn i narkose ER voldsomt!

Det er svært for både barnet og den voksne.

Vi forlader vores livløse barn i armene på fremmede og døren lukker bag os.

Så det er helt okay at være kvæstet bagefter – både som forældre og selvfølgelig barnet der har sovet.

Jeg glemmer aldrig selv Felix’ første narkose!

Og bare fordi jeg har gjort det 50+ gange nu gør det ikke andres første narkose oplevelse mindre ubehagelig, så tænk aldrig på at det må du ikke klage over eller skammer dig over at du måske synes det var det værste nogensinde – for du er i din gode ret til at synes det er svært – det er det!!

Jeg glemmer aldrig da Bastian skulle have lagt dræn i ørerne, 11 måneder gammel. Dræn. Et lille indgreb på under 10 minutter, men som jeg på det tidspunkt slet ikke kunne rumme. Jeg hulkede som havde jeg mistet ham og kunne slet ikke stå på mine ben, da jeg forlod den lille stue ved ørelægen.

10 minutter senere var det hele slut.

Selvom jeg idag kan trække på smilebåndet over at jeg synes dræn var SÅ hårdt dengang, fordi jeg idag har været igennem så meget mere, så må vi aldrig underminere vores følelser. For på der tidspunkt var det min værste oplevelse som mor!

Heldigvis skal alle forældre ikke opleve at lægge deres børn i narkose mere end 50 gange, men derfor må man aldrig tænke “jeg skal ikke klage, for Sabina har gjort det mange flere gange”

Man skal i stedet tænke:

“Det her synes jeg er rigtig svært, men jeg er stærk og jeg klarer den. Mit barn har brug for mig. Jeg viser mit barn, at vi kan klare hele verden sammen. Det er okay at være bange, men vi gør det sammen og vi bliver passet godt på undervejs!”

Hvis jeg skal give nogle hurtige råd, vil jeg sige:

⁃ Forsøg at trække vejret dybt, både for din egen skyld, men også for dit barns.

⁃ Sig aldrig til barnet: “du skal ikke være bange” – sig i stedet: “det er okay, du synes det er svært. Jeg er lige her hos dig, vi klarer det her sammen.”

⁃ Anerkend dig selv for at være verdens sejeste forælder der lige har besteget et kæmpe bjerg ❤️

Vores dyrebareste er vores børn og selvom narkose for mig ikke længere er noget særligt, så kan det stadig være det sværeste for dig – begge dele er helt okay 