Vores hus blev solgt på imponerende 6 dage.
En stor, tung beslutning var gået forud.
Efter næsten et årti sammen med Dennis har jeg valgt at gå solo.
En svær beslutning, men en beslutning jeg har fundet nødvendig. For mig. For mine børn. For os alle. Hellere to glade forældre hver for sig end to sure forældre sammen.
Vi har derfor skrevet under på skilsmissepapirerne og har begge fundet os et kommende sted at bo.
Jeg har lejet et dejligt hus, med plads til både Bastian, Felix og jeg meget tæt på hvor vi bor i dag. Ligesom Dennis også bliver i nærheden.
Vores drenge skal selvfølgelig være hos både mig og hos deres far.
Vi har lavet nogle aftaler, som vi håber bliver gode for os alle.
Felix fortsætter i aflastning og vi skal forsøge at fortsætte vores hverdag, nu i en ny konstellation og i nye hjem.
Da jeg hoppede ind i 2020 lå jeg i en hospitalsseng på Skejby sygehus – det i sig selv er ikke nyt, men jeg besluttede mig for at i år ville jeg kigge ind af. Mærke efter hvad JEG har brug for, se på hvad der gør mig glad, hvad jeg drømmer om. Det vendte og drejede jeg i mange, mange timer og kom frem til den konklusion at det var tid til at splitte op. Men det er ikke nemt. Vi har kæmpet – både for vores børn og for vores forhold. Sammen og hver for sig. Men jeg var ikke længere der, hvor jeg gerne ville være. Jeg var ikke glad. Dét vil jeg være. Det skal man være! Mit liv tog for knap fire år siden en drejning, jeg ikke havde set komme. Men den kom. Når sådanne ting sker, så rykker man enten sammen i bussen eller væk. Vi forsøgte at rykke sammen, men ligesom mænd og kvinder er forskellige, reagerer forskelligt, tackler ting forskelligt o.s.v. – så var det lidt som om at vores busruter blev delt.
For med tiden ændrede vi os. Som mennesker, partnere og ikke mindst forældre. Jeg er ikke den samme Sabina, som jeg var i august 2016, da Felix kom til. Jeg er heller ikke den samme Sabina, som jeg var i 2014, da Bastian dukkede op. Jeg er på mange måder den samme, men jeg har også, især igennem de seneste knap 4 år, fundet ud af at prioritere i mit liv. Kigge på, hvad der er nødvendigt, hvad der er behov for og ikke mindst hvad der føles godt i maven.
Jeg tror, vi er groet i hver sin retning, vi har tabt hinanden undervejs. Jeg ønsker ikke at gå i nærmere detaljer, vi forsøger at gøre, hvad vi kan for at få drengene bedst muligt gennem denne tid også. De er heldigvis nogle ressourcestærke gutter, så dette klarer vi også, er jeg sikker på.
Jeg forestiller mig at skilsmisse aldrig er nemt, slet ikke med børn indblandet. Nok endnu mindre med en som Felix, der i tide og utide kan få brug for lægehjælp. Men det løser vi, for det skal vi.
Jeg håber og ønsker for fremtiden at vores forældreskab bliver endnu bedre end vores ægteskab har været!
Lige nu tager vi en dag af gangen og pakker vores hjem ned stille og roligt, så vi er klar til at flytte inden 1. september hvor nøglerne overdrages til nye beboere.
