{Lægehelikopter, kramper og en knust storebror 😔}

Vi har jo været hjemmeisoleret fra job/børnehave siden slutningen af februar og efter Felix’ operation for tre uger siden har han bare fået det bedre og bedre for hver dag. Vi ved jo at vi minimum er hjemme i tre uger endnu, så vi besluttede i lørdags at tage en lille tur i sommerhus nogle dage og fandt et skønt sted i Rødding ved Skive, vi kunne leje allerede fra søndag.
Her har vi hygget os stille og roligt, bare os fire.

Men natten til torsdag skulle det vise sig at blive endnu en nat der endte på meget brat vis, da jeg vågnede kl. 3.30 til en Felix i krampe.

Det første der slog mig var at tjekke Danmarks kortet og kunne konstatere vi var ret langt væk fra et sygehus – en meget bitter erfaring at drage på det tidspunkt, men bestemt noget vi husker fremover, når vi skal nogen steder hen.

Jeg ringede 112 og fik bedt om en ambulance, bliver stillet videre igennem til en sygeplejerske, som jeg spørger om de har en ca. tid for ankomst, da jeg ikke turde give Felix hans anfaldsbrydende medicin med det samme. Vi ved nemlig at hans vejrtrækning bliver så besværet at han skal have ilt efter medicinen er givet.

Alarmcentralen lovede at de ringede tilbage med ca. ankomst.
De ringede til mig kort tid efter og meddelte at lægehelikopter ville lande om 12 minutter, så jeg gav ham medicinen og kort tid efter kunne vi høre den rumle i det fjerne.
Udover helikopter var også ambulance og lægebil på vej. Udfordringen var bare at lægebilen var 50 km væk.

Jeg lavede tidligere på året en aftale med Bastian om at vække ham, hvis vi igen fik brug for at fragte Felix på hospitalet i nattens mulm og mørke og selvom Dennis og jeg et øjeblik overvejede at lade ham sove, besluttede jeg alligevel at stå ved min aftale og vækkede ham for at sige vi tog afsted, men far nok skulle passe på ham imens ❤️🥺
Han blev selvfølgelig ked af det, både fordi vi skulle på hospitalet, men mest over at vi måtte bryde op med vores mini-ferie 😢

Ambulancen kom ret hurtigt, helikopteren landede og inden længe var også lægebilen nået frem og Felix krampede nu igen.
Bastian og far stod i hoveddøren og så helikopteren lande lige udenfor, det var ret sejt og “det larmede helt vildt, mor!”

Helikopterlægen besluttede ikke at tage Felix med til Århus og vi blev i stedet sendt med fuld udrykning til Viborg sygehus, hvor vi blev modtaget og passet godt på af nogle søde ansatte!
Jeg er ikke sikker på, jeg forstår, hvorfor man sender en helikopter og så ikke tager patienten med til et kendt sygehus med sådan en historik, men det er heller ikke alt, jeg hører i en så presset situation 🙂

Vi fik Felix stabiliseret i Viborg og blev derefter overflyttet til Skejby torsdag eftermiddag. I morgen skal Felix en tur på operationsbordet, ikke for at blive opereret, men have tjekket sin shunt i narkose. Neurokirurgerne skal have afklaret om det hele virker og kan justeres på eller om ny operation skal planlægges. Jeg håber på justering er nok, for Felix har simpelthen haft det så godt den seneste uges tid, derfor kom nattens forskrækkelse også meget bag på mig.

Tårerne fik frit løb da vi kom til Skejby – ikke fordi vi ikke blev passet godt på i Viborg for det gjorde vi virkelig, men det kom bag på mig hvor tryghedssøgende jeg egentlig er blevet og hvor voldsomt Felix reagerede på at være på et fremmed hospital, da han kom til sig selv.
Han var dybt panisk, så bange har jeg aldrig set ham før. Ingen tvivl om han mærkede min usikkerhed også. Det gjorde bare ekstra ondt på mig, at jeg ikke kunne skabe den tryghed, han er vant til, men jeg er også kun menneske og reagerede anderledes end normalt.
Så da vi landede i Skejby sank skuldrene og det pressede tårerne ud.

Men hvad har jeg så “lært” af idag?
Min første umiddelbare tanke var: så må vi sørge for altid at være i nærheden af Skejby.
Men det kan jeg mærke bare heller ikke skal få lov at være rigtigt.
Vi skal simpelthen turde leve – turde bevæge os rundt i landet og turde stole på – som Viborg også beviste til UG i dag – at vi er priviligerede at bo i et land, hvor hjælpen er der – uagtet om de kender historikken eller ej.
Selvfølgelig er det trygt og rart at være på Skejby, men den frygt for at noget sker skal og må ikke overstige det faktum at vores familieliv også skal fungere.

Jeg er træt og ked af det, især på Bastians vegne, over vi igen ikke lykkedes med at holde en miniferie, men forsøger at holde fast i alle de gode børnesmil mine børn havde på deres ansigter mandag, tirsdag og onsdag 🥰🙏😔

Livet er nu 🙏

Ar er en del af livets historie

Jeg tog i dag et billede af min søns efterhånden ret lange ar bag øret. En sød følger skrev ”Det er livets historie” og det inspirerede mig netop til dette skriv. For smukkere kan det ikke siges.

Vi har dem alle, arene – nogle store, andre mindre, nogle stikker dybt, andre er overfladiske. Men alle fortæller de en historie. Måske en tid, vi gennemgik. En umenneskelig periode. For andre en livslang fortælling. Men vi lever med dem, vi ser dem og vi husker dem. Kroppen gør i hvert fald. For jeg tror, vi har en magisk overlevelses knap, der gør at vi lagrer dem i kroppen, men ikke nødvendigvis i sindet. Havde vi dem i tankerne, tror jeg vi ville hænge fast. Tværtimod, tror jeg, de ligesom med følelser som f.eks. sorg, får lov at eksistere, men at vi lærer at leve med dem, fordi vi skal.

Ar kommer i mange størrelser, i mange former, af mange grunde. Det kan være i forbindelse med en lykkelig begivenhed som en fødsel, det kan være tragiske omstændigheder som et trafikuheld eller måske ar fra en mørk, tung periode, hvor man ikke så anden udvej end at skade sig selv.

Mange ar kan man se, men jeg tænker ofte på hvor mange ar, man netop ikke ser. For ligesom ar, så har alle vi mennesker også en historie at fortælle. En beretning om livet.

Jeg har altid holdt meget af at sidde på en café, en bænk eller et andet offentligt sted og bare betragte mennesker. Sidde der og se det ene individ efter det andet suse forbi, alle med hver deres historie, som man formentlig aldrig får at vide. Sikke mange fortællinger, der findes.

Mit indre bærer i hvert fald på sine ar, gudskelov er langt de fleste gået i dvale på en hylde derinde, men engang imellem popper de frem, enten i forbindelse med en dato, en begivenhed, en duft, en person eller noget andet, der minder mig om netop dén oplevelse, der gav dét ar.

Når jeg kigger på min søn med utallige ar på både sit hoved, hals, arme, ben og mave, så bliver jeg fyldt med taknemmelighed. Taknemmelighed over at vi lever i en verden, hvor liv reddes. Men jeg bliver også ramt af en følelse af både uretfærdighed, sorg og frygt. Frygten for hvor store ar han har, jeg ikke ser. For selvom jeg står sammen med ham, forsøger at beskytte ham, som enhver forælder gør for deres børn, så kan jeg ikke tage alt fra ham. Jeg kan ikke lægge mig selv på operationsbordet for ham. Ligesom jeg ikke kan tage alle de indre ar min anden søn får. Jeg forsøger at overbevise mig selv om, at jeg gør det bedste jeg kan. For begge mine børn. Både ham, der ligger på operationsbordet, men også ham, der står tilbage og venter på, jeg kommer hjem med hans lillebror igen.


Selvom mine børn får nogle ar på både krop og sjæl, jeg gerne så dem foruden, så er jeg af den overbevisning, at netop disse ar også lærer dem noget om livet. Vi lærer at sætte pris på helt basale ting i hverdagen, som f.eks. at spise aftensmad sammen. Jeg kommer aldrig til at tage forgivet at jeg kan putte mine børn i deres seng, eller hente dem i deres institution, for når man har prøvet at være indlagt i den anden ende af landet i mere end 10 uger, så glemmer man det aldrig.

Vi lærer alle, at livet er til låns, vi er her ikke evigt. Vi må nøjes med de år, vi kan få. Som Abraham Lincoln så rigtigt engang sagde: ”Det er ikke mængden af år i dit liv, der tæller – det er mængden af liv i dine år”.

Lad os derfor nyde vores ar, så længe vi kan se dem, betyder det vi stadig lever!