Kærlighedens pris

Så er jeg her igen. I nattens dybe, stille ro. Mørket har fat i os. Natten er næsten kun lige begyndt. Klokken har passeret midnat. De fleste sover. Bare ikke jeg.

Jeg mærker madrassen med min bare hud, mærker min brystkasses bevægelser. Ovenpå ligger min sovende dreng og mod mit bryst mærker jeg hans galoperende hjerte. Han har lige overgivet sig til søvnen. Uroligt ligger han og putter sig insisterende ind til mig. Han ved det. Uden tvivl. Jeg passer på ham. Jeg er lige her. En centimeter væk.

Han mærker min kølige luft, når jeg puster luften ud af næsen.

Heldigvis mærker han ikke den store knude, jeg har i maven. Den mave han varmer sig på.

Heldigvis mærker han ikke den stikkende smerte, der findes inde i mit hjerte. Det hjerte han lytter til.

Heldigvis føler han ikke den afmagt, frygt, urimelighed og sårbarhed der bor inde i mig. For den har fat i denne nat.

Normalt er det troen, viljen, positiviteten der har magten. Men i denne nat har kroppen lagt sin rustning, taget et hvil, men glemt mig i søvnen. Lagene er skrællet af for en stund og hjertet føles som var det sat fast i en guillotine klar til at slutte.

Men det slutter ikke. Heller ikke selvom natten er lang.

Men i denne nat har urimeligheden spændt hjertet fast. Urimeligheden, afmagten, gråden.

Hvorfor min søn?

En lille, uskyldig dreng.

Hvorfor skal han rammes så hårdt?

Hvad er meningen?

Den kan jeg ikke finde i denne nat.

Hvorfor os alle?

For det er jo ikke kun ham.

Det er alt og alle omkring ham. Vi er alle påvirkede af, den grimme sygdom, der har slået kløerne i ham.

For altid.

Sygdommen hviler aldrig, men i nat gør mit forsvar og dét gør ondt.

Mit mor hjerte bløder. Frustreret forsøger det at vriste sig fri af guillotinens greb og det vil lykkes for inden natten slutter har det igen samlet sig, taget rustningen på og gjort sig klar til kamp.

Rustningen er tung, men endnu tungere at have taget af. For inde bagved, der hvor ingen ser, er næsten ulideligt at være. Men også sundt at prøve. Nødvendigt.

Jeg øver mig i at mærke efter derinde. Selvom jeg hverken har lyst eller mod. For det gør så ondt.

Jeg kan mærke, jeg elsker. Selv når det næsten fortæller mig, at jeg ikke tør.

Men det er for sent.

Kærligheden har sat sig fast.

Mine børns kærlighed har en pris. Hjertet vil for altid være bekymret. Det er nok derfor, det netop er kærlighed.

“Du er sådan en god mor!”

“Jeg ville ønske min mor havde været som dig, da jeg var barn”

“Du gør det fantastisk”

Først og fremmest vil jeg endnu engang sige kæmpe tak! Tak fordi I altid roser mig for at være en rigtig god mor for – begge – mine børn. Det varmer voldsomt meget. Især fordi det ikke altid er den følelse, der bor inde i mig.

Jeg havde egentlig besluttet at dette emne ikke skulle tages op nu, men gemmes til min bog, men da den hverken er halvt eller helt færdig, føler jeg alligevel for at lukke op for det nu.

Jeg hører ret ofte ros for at være en god mor og bevares, det er jeg da også, bare ikke hele tiden. Jeg er også en ked af det mor. En vred mor. En magtesløs mor og en urimelig mor. Min rygsæk er tung og jeg sender ofte for mange kilo videre til mine børn. Både bevidst og ubevidst.

Jeg har ikke altid let ved at holde hovedet helt koldt og farer derfor ind imellem op af æsken som en ond trold.

Jeg er vokset op sammen med en mor, der ikke altid var nem at bo sammen med. Langt fra faktisk.

Uden at jeg i dette skriv vil gå særlig dybt ind i den del, kan jeg godt fortælle at jeg ofte fik meget skæld ud. Både berettiget men især meget uberettiget. Alting var min skyld. Alt, jeg gjorde, var forkert.

Lod jeg min tallerken stå på bordet, var det forkert.

Kom den i håndvasken var det forkert.

Satte jeg den i opvaskemaskinen var det også forkert, for så skulle den stå anderledes, osv.

Det var aldrig helt godt nok.

Lidt som at sige: jeg har solgt for 200 kr. idag! Og så få et svar: Hvorfor solgte du ikke for 250?

Altid bagud på point.

Derfor bruger jeg oceaner af kræfter på at overbevise mig selv om at jeg virkelig gør tingene godt nok. For 4-5 år siden sagde jeg “gør tingene perfekt” men med en kombination af en fantastisk psykolog der hjalp mig med at sænke forventningerne til mig selv og som brugte mange timer på at forklare mig at mine børn ikke havde samme oplevelser som mig, begynder jeg at tro på det er godt nok.

Det er ikke altid, jeg lykkes som jeg gerne vil, men jeg er ALDRIG bleg for at sige undskyld, hvis jeg har været urimelig.

I stedet bruger jeg tid på at forklare mine børn om følelser og italesætter at det er okay både at være ked af det og vred, når bare vi husker at tale om det.

Jeg ville ønske at mit til tider manglende overskud eller store temperament aldrig gik udover dem jeg elsker mest, men jeg er også kun et menneske ❤️