At vove er at tabe fodfæste en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv!

Hvor gad jeg godt rejse 10 år tilbage og fortælle den unge version af mig selv lidt om livet.

Hvor ville der være mange ting, jeg havde gjort anderledes og bedre, hvis jeg havde vidst de ting, prøvet de prøvelser og følt følelserne som jeg idag sidder med. Alligevel ville jeg ikke være blevet den person, jeg er i dag, hvis ikke jeg havde slået mig på livet. På godt og ondt.

Idag sidder jeg med en længsel og usikkerhed for om jeg træffer de rette valg for min fremtid. Idag er det ikke kun valg der påvirker mit liv. Idag har jeg to små, uskyldige individer der afhænger af mine valg. En forpligtelse til at vælge rigtigt. Men hvem ved hvad de rigtige valg er?

Styrken finder vi ved at turde. Turde vælge. Turde satse. Vinde. Tabe.
Kun ved at vove vinder vi. Men hvor ville jeg gerne, for en stund. have besøg af mit 10 år ældre jeg. Blot for at vide hvilken vej, der er den rette.

Indtil da må vi fortsætte med at huske på at sommetider ender det mindste skridt i den rigtige retning med at blive det største skridt i dit liv ❤️

{Hvad vil du være, når du bliver stor?}

Det spørgsmål fik jeg mange gange som barn og tænker stadig over svaret selvom kalenderen fortæller mig at jeg har passeret 32. Da jeg var barn ville jeg være alt muligt. Den ene dag skulle jeg være advokat, den næste dag læge og den tredje dag tysklærer. Idag er der ingen fare for jeg går med den sidste i hvert fald 🙂

Men det er sjovt som man har en ide om, hvad man tror man skal og hvad man ender med at lave/være.

Jeg har arbejdet som en hest siden jeg var 12 år gammel. Jeg har altid lært fra barnsben om at man skal tjene sine egne penge. Jeg strøg derfor gennem mine uddannelser og direkte ud i fuldtidsjob og nærmest inden jeg fik set mig om var jeg 28 og gravid med Bastian i maven. Bum.

Nu sidder jeg så her 5 år senere og har lige fået forlænget min tabte arbejdsfortjeneste yderligere 12 måneder. Jeg føler mig så taknemmelig for at man i vores smukke land har det privilegie at muligheden er der for at man får sin løn selvom man har et alvorligt sygt barn.

Men samtidig sidder jeg med en enorm tom følelse indeni. For det er også en form for kæmpe nederlag. Jeg føler mig så forkert. Mig som er vant til at knokle på arbejdsmarkedet for mine penge. Jeg sidder med en følelse af ikke at være Sabina, men Felix’ mor. Jeg mangler en kæmpe del af min identitet. Det er rungende tomt.

Den drøm jeg havde om mand, to børn, hverdag med godt job føles bristet. Men alligevel forsøger jeg at holde en gulerod op foran mig der siger at den er derude. I fremtiden. Min drøm. Min identitet.

Måske det ikke bliver som jeg havde tænkt eller håbet – måske det bliver bedre?

Det ved vi jo af gode grunde ikke. Vi kan håbe. Vi kan tro.

Jeg forsøger virkelig at holde fast i, at mit liv ikke er slut, det har taget en uventet drejning og engang rammer roen også her igen, så skal jeg også nok finde vejen igen.

Lige nu vil jeg forsøge at trække vejret velvidende at jeg de næste 12 måneder er “ansat” til at varetage Felix. Både som hans sygeplejerske, læge, advokat, personlige træner, kalenderstyrer, indpisker, diætist og MOR.

Så må jeg senere kigge på, hvad jeg så skal være, når jeg bliver stor 🙂