Når noget føles rigtigt

Det her er til dato, det mest sårbare skriv, der er rullet ud fra mig.

Faktisk var det et emne, jeg havde tænkt skulle gemmes til den bog, jeg er ved at skrive på, men jeg er så overvældet af de mange fantastiske kommentarer, der er sendte afsted efter mig de seneste dage, at det føles helt rigtigt at tage hul på det nu.

I er så mange, der roser mig for at være en god mor. Det første der sker inde i mig er et sæt parader der flyver op, det sker på et splitsekund. Jeg når at tænke “det skal du sige”, “det er bare for at skrive noget” eller “ej jeg må hellere også lægge noget op med hvor ofte jeg er sur, træt eller ked af det, for nu ser det ud som om at alt er rosenrødt”.

Derefter læser jeg kommentarerne igen og tænker: “det var sødt sagt”, “ej det var da dejligt at få at vide” eller “hvor er de bare søde derude”.

Når jeg læser dem tredje gang, så er skuldrene kommet ned, jeg har fået luft i lungerne, åbnet hjertet og begynder at tro på, der faktisk er nogen der mener, jeg er en god mor. Jeg er god nok.

Måske du sidder med rynket pande eller åben mund lige nu og tænker hvad snakker hun om?

Men jeg snakker præcis om, at jeg aldrig har troet nok på mig selv. Jeg har aldrig følt mig rigtig. Jeg har altid kritiseret mig selv voldsomt. Sat urimelige høje krav, både til folk omkring mig, men endnu mere til mig selv. Jeg tror, især Dennis kan skrive under på, at jeg absolut ikke er nem at bo sammen med.

Men jeg er også vokset op sammen med et menneske, der altid fandt de negative ting. Der altid kritiserede mig, det jeg gjorde var aldrig godt nok. Hvis jeg fik 10 til eksamen lød spørgsmålet: men hvorfor fik du ikke 11?

Jeg var aldrig nok.

Jo, udadtil.

Udadtil var jeg en stjerne, en frontfigur der kunne vises frem. En perfekt pige.

Men indeni var jeg ødelagt. Jeg følte mig uelsket. I vejen.

Jeg fik for alvor øjnene op for det, da jeg blev teenager. Jeg begyndte så småt at fortælle mig selv, at jeg var bedre end det. Jeg havde en fremtid. Så jeg flyttede.

Jeg flyttede op til min far og hans kone.

Min første beslutning. Min.

Her fik jeg to fantastiske, men hårde år. Hårde fordi, her følte jeg kærlighed på en helt anden måde. Oprigtig. Her havde jeg en mening. En plads. En familie.

Her skulle jeg pludselig forholde mig til at være mig, fik lov at føle, hvordan det føltes at blive elsket for den, jeg var, ikke for den, jeg burde være.

Det blev startskuddet til mit voksenliv. Et liv på egne ben. Jeg flyttede hjemmefra som 18 årig. Nu alene. Men aldrig længere end et opkald væk. Jeg havde svært ved at finde min plads nogen steder. Svært ved at knytte bånd. Bange for at blive såret.

Det varede ved i nogle år, en del år faktisk. Men jeg blev ældre, fik smag på livet. Lyst til livet.

Så mødte jeg Dennis, men den fortælling får I en anden gang ❤️

Livet er en mulighed, brug den.

Livet er en udfordring, mød den.

Livet er en drøm, realiser den.

Livet er en leg, leg den.

En knækket 4-årig storebror

Jeg bliver indimellem spurgt om, hvad det hårdeste i mit liv er.

Det har jeg tænkt en del over og mit svar har ikke altid været det samme, for jeg er ofte i perioder hvor det ene eller det andet fylder meget, men igår blev jeg for alvor ramt og ved nu, at jeg har fundet svaret.

Det allerhårdeste er uden sammenligning at se hvor meget vores livsvilkår påvirker Bastian, især jo større og mere bevidst, han bliver.

Han var 1 år og 9 måneder, da Felix blev født, nu er han snart 5 år, så han kan ikke huske det har været anderledes, men hans følelser og tanker har været i spil lige så længe, som han har følt og tænkt dem.

Alle med småbørn får tudet ørene fulde med hvor vigtige de første år er, hvor vigtig forudsigelighed, kærlighed og stabilitet er – kærlighed mangler Bastian på ingen måde, men forudsigelighed og stabilitet er ikke lige øverst på listen.

Vi gør alt hvad vi kan for begge vores børn, men når ens pureste guld efter to år i børnehaven stadig bryder grædende sammen ved aflevering om morgenen og er overbevist om jeg aldrig kommer hjem igen, så trækker det tænder ud.

Vi har et fantastisk samarbejde med hans børnehave, så vi forsøger jo virkelig fra alle sider at være støttende og hjælpe ham gennem de hårde dage, men når han ligefrem bryder sammen og har en følelse inde i sin lille krop af at han har set mig for sidste gang og jeg aldrig kommer hjem igen, som han grædende udtrykte det i børnehaven igår, så bliver mor hjertet altså rykket i stykker for alvor 😢

Det er halvandet år siden, jeg startede vores kamp for hjælp til Bastian…

En lille, uskyldig storebror, fanget i et voksen helvede med evige kampe som ingen børn burde opleve. En hverdag fyldt af frygt og uforudsigelighed, en hverdag ingen kan tage fra ham, men hvor der kunne have været sat ind med professionel hjælp fra starten for at få ham helskindet igennem.

Jeg har råbt, skreget, bedt egen læge om hjælp, bedt børnehaven om hjælp, bedt sygehuset om hjælp, bedt PPR om hjælp, bedt diverse sorg-tilbud om hjælp, sågar bedt om at få lavet underretninger på vores egen familie for at få kommunen til at forstå, hvor presset vi er og hvor hårdt det er at være Bastian.

For 14 dage siden lykkedes det så at få kommunen til at bevilge et terapiforløb til Bastian, 17 måneder tog det!

Nu er bevillingen lavet og jeg ringede derfor til den afdeling af kommunen der står for terapien…

Ingen ledige pladser og op til 9 måneders ventetid – bum! 💔

Det er simpelthen urimeligt og jeg er så ked af det, men vi må hænge i, ikke mindst for vores børns skyld, selvom det virker uoverskueligt…

For to år siden skrev jeg disse ord til Felix, idag vil jeg give Bastian de samme ord:

“Bliver det en dag for tungt, så husk min skulder er her altid til at græde ved, men vægten er din alene”

Hvor ville jeg ønske at jeg kunne tage alt det hårde væk fra begge mine børn!

Bastian og jeg har idag holdt en super fridag sammen, men det lader desværre langt fra batterierne op.

Når bare man gør sit bedste, kan man ikke gøre mere…